Valde og Honey

Jeg er begyndt at klikkertræne Valde – det er vældig underholdende! Klikkeren er ikke helt ny for ham, for vi har før brugt den til at justere øvelser, han allerede kendte. Men nu er vi begyndt at træne i den rigtige ”klikkerånd”, hvor Valde ikke på forhånd ved, hvad der forventes af ham, så han må prøve sig frem med at tilbyde forskellig adfærd. – Og det er rigtig rigtig underholdende, kan jeg hilse og sige J

Vi har trænet med en musemåtte, som han skal berøre med en pote. Han var ret hurtig til at fange ideen, men da jeg så begyndte at flytte rundt på musemåtten, kunne man næsten se de små tandhjul snurre oppe i knolden på ham Men det tog heller ikke mange forsøg, før han var med på den, og så prøvede vi det samme, hvor han lå ned. Første gang lagde jeg musemåtten lige foran ham, og det var jo det rene barnemad! Men så lagde jeg den over til den ene side, og så kunne man igen høre ham tænke, så det knagede! Valde kan noget med ansigtsudtryk, og han kan virkelig se spørgende ud – og så kan han noget med at rynke panden, så han ser ud som om, han virkelig grubler over et problem – det var simpelthen så sjovt at se på J

Vi har også fået betinget den fine, nye target stick. Det er sådan en teleskop-model med en gummibold i spidsen. Valde er helt med på, at det er den der gummibold, det drejer sig om – han mener dog at den skal tages i munden, så her skal vi lige justere lidt.  Måske er det fordi, vi har arbejdet lidt på samme måde, da han skulle lære at samle ting op – her lærte han også først at vise interesse for en genstand og så senere at gribe om den med munden.

Når jeg husker det, kommer klikkeren også med på gåture. Her bruges den, når der skal belønnes for at kigge på mig og følge pænt med, når vi møder en af de hanhunde, Valde ikke venner med. Når jeg glemmer klikkeren, gør vi selvfølgelig det samme bare med ros, men her er klikkeren rigtig god, fordi timingen er så vigtig.

Sidst vi var til træning på Bernerpladsen, prøvede vi rally lydighed. Det var Michael, der var hundefører den dag, så jeg var bare tilskuer – men jeg synes, det så sjovt ud. Jeg tror, det passer Valde godt, fordi der sker noget mere, så det håber jeg, der kommer mere af. Ellers må vi se, om vi kan finde et rally hold et sted.

Et hunde-foredrag blev det også til i sidste uge. Var i Sabro en aften og høre Lone Greva tale om ”Lederskab og relationen mellem hund og ejer”. Det var der ikke de store overraskelser i, men det var alligevel en rigtig god aften, fordi Lone er så engageret og god til at fortælle, og der var en rigtig hyggelig stemning. Lidt træningstips fik vi også med – og så var det jo bare rart at høre, at det der med at lade hunden komme i sengen, hoppe op og slikke mor og far i ansigtet og sidde med ved middagsbordet og tigge godbidder – det er helt i overensstemmelse med god ledelsesstil! – For søren da, vi har gjort et godt stykke arbejde der

 Her er forresten lige et par billeder af Valde på besøg hos mormor og morfar – det er let at se at de to unge mænd er rigtig gode venner

Så har vi igen været i udstillingsringen og tosse rundt – denne gang ved DBSK’s klubudstilling i Bøsøre (det er ovre på Fyn). Klubudstillingen løber altid over en hel weekend, men vi var inviteret til fødselsdag søndag, så vi nøjedes med at deltage lørdag. Det blev en hyggelig dag, også selvom vi denne gang måtte nøjes med “Good” og blåt bånd – vi kan altså bedre lide de røde Men fru dommeren brøds sig ikke om lave ben og udaddrejede tæer, og det måtte vi jo bøje os for. Men selvom “fronten er løs”, kan enden heldigvis godt være god – og det er Valdes, hun syntes nemlig at han løb pænt på bagnenene og havde en god haleføring. Og så var der som sædvanlig roser til hans lækre pels og flotte gebis – og ikke mindst hans kønne hoved Men det bedste var at Valde endnu en gang opførte sig eksemplarisk og både ville løbe og stå og i det hele taget virkede glad og tilfreds.

Vi fik også hilst på en masse kendte ansigter – både blandt to- og firebenede, og så var så heldige at have fint vejr, selvom vejrudsigten ellers havde lovet rigtig møgvejr hele dagen. Vi havde da også medbragt både gummistøvler og regntøj og fået lov til at få “husly” ovre i søde Vera Very Goods telt Men vejret holdt og skiftede lidt mellem sol og skyer. Og vi kom skam heller ikke til at gå tomhændede hjem. Vores lotterisedler gav nemlig et flot afkast på 15 kg hundefoder, en pose oste-godbidder og et styk gummiand med autentisk lyd! Til gengæld måtte vi tage afsted lige efter at Valde havde fået sin bedømmelse, for vi skulle nå den sidste færge til Strynø. Så vi nåede desværre ikke at få sagt pænt farvel til alle – sorry!

Men vi nåede færgen og kom godt til Strynø sammen med Michaels forældre. Her havde vi en hyggelig aften i den lejede ferielejlighed i “Mejeriet”, og søndag fejrede vi så fødselsdag for vores niece, Tone, som blev 2 år – en vigtig dag! Det blev en rigtig fin dag hos Susanne og Erik, Tones mormor og morfar, som havde hejst flaget og stillet en en dejlig frokost på bordet. Og Valde nød at kunne løbe frit rundt i den store have og lege med hønsehunden Frau og snuse til alt det spændende, der er derude på landet Og så hørte han forresten skud for første gang nogensinde, da der skulle skydes lerduer efter frokosten. – Men det var nu ikke noget, han tog sig synderligt af. Han lagde sig bare ned og kiggede på og har sikkert spekuleret på, hvad det nu skulle gøre godt for.

Men han har helt sikkert haft en herlig weekend, og han faldt da også i søvn på sin elskede tagterrasse, straks vi kom hjem til Mårslet

Her er lidt billeder af Valde – charme, selvtillid og lækkert hår!

Vi har fået pindsvin i haven – nogle ordentlige kanutter, har aldrig set så store pindsvin. Men størrelsen skyldes nok deres kostvaner – de spiser nemlig Royal Canin Gigant hundefoder ligesom andre Sanktbernhardshunde!

Den unge herre holder meget af at indtage middagen på terrassen for tiden. Men han levner ofte – for der skal jo også være plads til at smage på mors og fars aftensmad! Og hvis vi så glemmer at tage skålen ind, ja så kommer de to pindsvin og slår sig løs, når mørket falder på. Der kan lige være ét styk oppe i madskålen (som er stor som en balje), og det er jo så uheldigt for den anden, som cirkler hvileløst rundt om den, mens kammeraten fylder sig. Det er lidt synd, så nu drysser vi noget foder ud på fliserne – vi skal jo være her all sammen

Billedet nedenfor er dog af et lidt mindre pindsvin, som også besøger os. Han/Hun kan også godt lide Royal Canin og er tilsyneladende blevet fine venner med Valde – i hvert fald kan de sidde os spise side om side

Men det er hårdt at være berner for tiden! Valde vil helst bare ligge roligt udenfor i skyggen og så gå nogle ture, der ikke er alt for lange. Han har også haft kalenderen fuld i weekenden, først med bernertur på himmelbjerget – super hyggeligt – og så med besøg hos venner og familie lørdag og søndag. Lørdag var vi hos vores venner Pia og Trond, som vi skal til Norge med i ferien. De har også en hanhund, collien Malik, som snart er 10 år. Når Valde og Malik mødes, kommer halerne altid i vejret, og der bliver knurret lidt. Men de finder hurtigt ud af det, og kan snart ligge side om side og slappe af og gå rundt og snuse sammen på gåture. Så de to skal nok få glæde af hinandens selskab, når vi skal ud og vandre i de norske fjelde. Pia og Trond har også datteren Yasmin på 4 ½. Hun er rigtig god til at kramme Valde – hun er vant til store hunde (alle i deres familie har collier – så mon ikke de snart skal have en berner… ) og Valde er jo glad for børn, så de to er fine venner.

Søndag var vi i Skørping hos Michaels onkel og tante. Her bor også den lille Smut – en dansk-svensk gårdhund. Valde og Smut har været sammen mange gange, og selvom Smut er lidt benovet over Valdes størrelse, er det alligevel ham, der har respekt for hende, når hun sætter ham på plads – eller stjæler hans ben.

Næste weekend går turen til Grindsted – mon ikke Valde bliver glad, når han finder ud af, at han skal ned og besøge hele 5 smukke berner-piger

Vi har haft en rigtig dejlig uge – vi har nemlig holdt ferie i sommerhus på Fanø og så lige afsluttet ugen med en forrygende gang Berner-festival i Odense.

Vi har været rigtig heldige med vejret – de første dage på Fanø var der decideret sommervejr. Senere på ugen blev det koldere, men det var stadig ok. Vi havde et par kolde aftener – man så kunne vi tænde op i husets brændeovn, det har jo også sin charme Det var en rigtig afslapningsferie – vi travede en masse ture, slappede af, læste, sov middagslur og spiste god mad (og lidt for mange kager Et par løbeture blev det også til samt en badetur i Vesterhavet.

Vi er meget begejstrede for Fanø, ikke mindst pga. det fantastiske landskab med den kilometerlange, brede sandstrand.  Denne gang var det første gang, vi skulle derover med Valde – det har vi glædet os meget til. Han var da også helt på toppen over sådan en uge, hvor man bare skulle hygge sig sammen med far og mor, og sand og vand fik han også smag for. Ja, og så var der jo lige de vilde kaniner – dem er der utroligt mange af på Fanø – og så er det da også for dårligt at man ikke kan få lov til at fange dem….bare lige én…. men nej altså, man må da heller aldrig noget! Faktisk er det ikke kun kaniner, der løber rundt overalt – vi så også mage hjorte, agerhøns og fasaner – og det kan jo få den store jæger op i enhver hund, selv en berner. Den første aften gik han rundt inde i huset og brummede over dyrene udenfor. Sidenhen vænnede han sig til dem – meeen han ville nu godt lige have haft lov til at løbe efter de kaniner!

Ugen sluttede med den store Berner festival i Odense – et arrangement lavet for at samle penge ind til et forskningsprojekt på Landbohøjskolen vedr. kræft hos Berner Sennenhunde. Ja, og så også for at få en hyggelig dag i selskab med en masse dejlige hunde og deres mennesker. Det har været en rigtig hyggelig dag – flot flot arrangement, med mange sjove konkurrencer og indslag. Valde og moar deltog i senior handling – en udstilling for sjov, hvor hund og handler skulle være klædt ud. Vores udklædning var måske ikke den mest fantasifulde – vi var marathonløbere – men Valde var nu vældig kæk i Michaels trøje fra Cph. Marathon og med medalje om halsen – og så løb han så fint Der var mange sjove og fantasifulde udklædninger – det var meget sjovere end almindelig udstilling Valde var desuden dommer i en konkurrence om de bedste hunde-guffer. Valde og hans meddommere var blevet valgt til hvervet pga deres kræsenhed – og man må sige de levede op til forventningerne: Gang på gang rynkede de på deres store næser og spyttede gufferne ud. Kun én slags blev godkendt og spist af alle fire dommere – det blev dagens vinder! Men der var meget andet at se på og deltage i, og så var det sjovt at snakke med en masse bernere og gense gode venner og bekendte blandt berner-folket.

Lige nu ligger Valde og flader helt ud ude på tagterrassen – han er er sååå træt ovenpå en lang og spændende dag  

Billeder fra Fanø og fra Berner festivalen er på vej!

Ja, her kommer lige et indlæg, som ikke handler så meget om Valde, men mere om hans forældre – beklager! Men vi synes selv, vi er så dygtige, at vi har fortjent lidt spalteplads

Søndag d. 24 maj blev jo dagen, hvor vi kunne sætte kronen på værket – og medaljen om halsen – ovenpå al vores maratontræning. Vi gennemførte i fin stil, og hele ”Team Giber Å”, dvs. Micahel, Tina og genbo Gitte, fulgtes ad fra start til mål. Mållinien blev krydset i tiden 4.28 – med pænt overskud til at indsætte en lille slutspurt på de sidste km.

I det hele taget havde vi en rigtig hyggelig tur, som startede lørdag middag, hvor vi kørte fra Mårslet med kurs mod København. Valdes farmor og farfar var ankommet allerede om morgenen og var flyttet ind hos os weekenden over, så bettemusen kunne blive passet efter alle kunstens regler J Samtidig var bedsteforældre også flyttet ind i huset på den anden side af gaden, hvor børnene Anna og William også skulle have selskab for weekenden. Så der var styr på det hele, da bilen rullede ud af familien Pedersen/Poulsens indkørsel med tre forventningsfulde løbere, alskens løbeudstyr og store mængder energidrik, vand, kakaomælk, frugt og slik. Flemming, som ikke selv skulle løbe denne gang, var vores kompetente chauffør, som sørgede for at vi kom sikkert frem og – ikke mindst – tilbage.

Vel ankommet til København startede vi med at tage ud til Østerbro og hente vores startnumre og chip på stadion. Det gik forholdsvist nemt med at finde vej – vi kunne bare kigge efter alle de andre, der også havde været ude og hente deres blå poser. I forbindelse med nummerafhentningen var der, traditionen tro, arrangeret løbemesse, hvor man kunne købe alskens løbetøj, sko, sportsdrikke, energibarer osv. Vi nøjedes dog med at kigge lidt og ellers bare afhente vores pose med løbenummer og chip samt en rigtig fin løbe-t-shirt fra Nike. – Ja, der er sket lidt sides sidst jeg løb Cph Marathon, hvor vi fik udleveret en uformelig bomulds-t-shirt med tryk  - Nåh ja, og så mødte vi jo den sødeste bamse af en New Foundlænder, som gerne ville snakke – og vaske os i hele hovedet – lækkert…

Derefter gik turen til hotellet for at chekke ind. Vi skulle bo på SAS Radisson hotellet, kun 10-15 minutters gang fra start- og mål-området, så det var helt perfekt. Så var der lige tid til en lille times afslapning inden vi skulle mødes og finde et sted at spise.

Ja, mad er jo et meget vigtigt emne for maraton-løbere. Der snakkes op ad stolper og ned ad vægge om, hvordan man nu bedst får fyldt depoterne op med energi – og samtidig undgår at løbe med en tung mave. De fleste sværger til pasta i store mængder i dagene op til løbet, så vi fandt en italiensk restaurant i nærheden af hotellet. Vi mødtes med en af mine kolleger, som også skulle løbe, samt Michaels bror Jesper, som bor i København. De andre bestilte pænt deres pasta, men jeg lod mig friste til at bestille en pizza og en stor cola (med sukker) – der er jo også pænt med kulhydrater i! Efter maden gik vi en lille aftentur langs Islands Brygge. Vejret tegnede rigtig godt – vinden havde lagt sig og der var en fin blanding af sol og skyet.

Aftenen før maraton går man jo tidligt i seng – hvis man ellers kan sove. Men når man nu alligevel bor på businessclass-værelse med morgenkåbe og badesalt, ja så kunne det jo lige passe med et varmt, afslappende bad inden sengetid – herligt! Så noget mere væske og lidt chokolade – samt Barnaby i fjerneren – og så godnat! Vi sov rigtig godt, lige til vi skulle op kl 6. Morgenbuffeten åbnede kl 6.30, det passede lige med at vi kunne spise tre timer inden løbets start. Der skal noget brændstof på inden sådan et løb – og et toiletbesøg skal man også helst nå!

Så op på værelserne igen og på med løbetøj, sko, startnummer og chip (som skal sidde i skoen). Det er en helt videnskab for sig, hvad man skal løbe i – der er jo alle muligheder for at få slidmærker og vabler på sådan en tur. Og hvordan bliver vejret – det er hverken godt at få det for varmt eller for koldt. Og tør man løbe i noget, man ikke først har afprøvet… Jeg turde godt, både sokker, t-shirt og tights var nye – men havde dog lige været vasket. Jeg måtte klippe vaskemærkerne ud med en negleklipper, for det havde jeg glemt at gøre, men det kunne man også godt. Skoene var dog løbet til på adskillige km inden – dem skal man ikke eksperimentere med på sådan en dag. Og så en kasket på hovedet – det bliver man glad for i både sol og regn. Michael og Gitte var i nogenlunde samme mundering. Så en løbejakke over, som Flemming havde lovet at tage inden start.

Vi fulgtes alle over Langebro over til start-området ved Christians Brygge. Og selvfølgelig er det sidste man gør, inden man forlader sit hotelværelse, at få tisset af. – Og hvad skal man helt sikkert alligevel, når man kommer over til start? Ja, nemlig. Det skulle vi også – sammen med tusindvis af andre løbere. Så ind i en af de lange køer foran de opstillede toiletvogne – ja, så gik tiden jo med det. Der var lige ved at være lidt panik på – men vi nåede frem i køen 4 min før starten gik – ork, der var masser af tid De der stod længere bag i køen begyndte at finde buske og baggårde i stedet – men vi nåede det hele, selv et ”før løbet”-billede, som Flemming tog lige inden starten.

Og så var det bare med at komme hen i startfeltet i Vester Voldgade og være klar! Vi stod så langt nede i feltet at vi ikke kunne høre startskuddet, og der gik da også godt 8 minutter fra starten gik til vi krydsede startlinien. Det er dog ikke det store problem, når man løber med chip – så starter tidtagningen først i det øjeblik, man krydser startlinine. Til gengæld var der noget trængsel dernede, og selvom vi ikke skulle løbe stærkt, gik det alligevel for trægt, så efter en halv km i sneglefart løb vi ud på fortovet for at overhale et stykke frem. Så fik vi lagt fartholderne med 5-timers ballonerne bag os og kunne skimte 4.30 ballonerne et stykke fremme – det var dem, vi ville holde os til. Da vi var kommet lidt frem blandt dem, der løb i ca. samme tempo som os, var det nemmere at falde ind i en rytme, og de første km blev stille og roligt tilbagelagt.

Der var mange tilskuere på den første del af løbet, som gik forbi rådhuspladsen og søerne og videre ud på Nørrebro, rundt om Fælledparken og ud omkring Østerbro, og videre forbi  Kastellet og langs Langelinie og Nyhavn og tilbage til den Sorte Diamant. Det var de første ca. 16 km – ruten var ok, benene var go’e og vejret viste sig fra sin pæne side. Men så løb vi ud på 2. Etape og her begyndte regnen at falde – først let støvregn, som er fint at løbe i, men siden mere og mere rigtig regn, og et par km senere øsede det ned!

2. etape gik ud omkring Fisketorvet, over Dybbølsbro og bugtede sig frem og tilbage omkring Vesterbro. Det var den absolut kedeligste del af ruten, regnen silede ned, og der var – forståeligt nok – ikke mange tilskuere, der gad stå derude i øsende regn. Vi var gennemblødte, og jeg var glad for min kasket, som trods alt holdt det værste vand væk fra ansigtet. Men sko og strømper var også gennemblødte, og jeg begyndte at tænke på vabler – som jeg heldigvis slap for. Michael var mere uheldig og fik sig et par stykker. Men vi fortsatte stadig efter planen – vi holdt det planlagte tempo og tankede op ved alle væskedepoter – vand, energidrik og indimellem et stykke banan. Vi havde selv medbragt energibarer, og der blev også indtaget planmæssigt. Vi gik, når der skulle noget indenbords, og satte så i løb igen efter 1-2 minutter. Efter 26 km passerede vi igen startstedet, og 3. etape var stort set identisk med den 1. Regnen begyndte at stilne af, der var atter tilskuere rundt omkring, men man begyndte også at mærke km i benene. Vi fortsatte dog i samme tempo – alt gik fortsat efter planen!

Vi fulgtes ad, Michael, Gitte og jeg, og jeg agerede fartholder, da jeg var den eneste, der havde GPS-ur på. I starten skulle jeg holde øje med, at vi ikke kom til at løbe for stærkt – det går ikke, når man løber maraton – taler af dyrekøbt erfaring! Da vi løb ud på sidste etape gav det dog ligesom sig selv – vi var stadig ikke trætte, men noget energi har man brugt efter 26 km.

Omkring 32-33 km var der mange, der var begyndt at gå. Nogle havde også fået kramper og stod i vejsiden og strakte ud. Folk begyndte også at udgå pga. forskellige skader. Men Team Giber Å var stadig løbende, og benene var rimelig friske. Jeg løb og tænkte, at vi i hvert fald skulle passere 35 km-skiltet, før vi måtte gå – og så måtte vi se derfra. Ved væskedepotet lige inden 35 km var der krise:  Ved det forrige væskedepot  var man  løbet tør for energidrik, og her var heller ikke mere! Ikke godt! Når man har løbet 35 km og stadig har 7 km tilbage, så er det bare ikke fedt at vide, at man må løbe på vand resten af vejen. Humøret dalede et par grader, men benene kunne endnu, og vi fortsatte i løb forbi både 35, 36 og 37 km-skiltene. Ved Langeliniebroen var der heldigvis energidrik igen, og det gav fornyede kræfter til det sidste seje træk. Nu var det til gengæld også noget af en overvindelse at komme op i løb igen efter at have gået, mens vi fik noget at drikke.

Men vi var stadig løbende ved både 38, 39 og 40 km, og jeg kunne se på uret, at hvis vi tog os lidt sammen, ville vi kunne nå ind under 4:30. Så et eller andet sted mellem 40 og 41 km satte jeg tempoet i vejret, og selvom jeg tror de andre to forbandede mig i deres stille sind, så fulgte de pænt med – vi var vel seje! 41 km blev passeret og ret hurtigt derefter 42 – det plejer ellers at være en laaaang km! Og så var der lige de sidste 195 m, som blev tilbagelagt i en decideret spurt. Tilskuerne stod tæt, musikken drønede, og målstregen tonede frem på storskærmen – og heldigvis også i virkeligheden, hvor vi passerede den alle tre på samme tid. Tiden blev 4:28 – det var helt fantastisk. Gitte havde løbet sin første maraton, Michael sin 2. og jeg min 5. – og vi havde nået vores mål, nemlig at komme godt igennem alle tre og få en god oplevelse ud af det. At vi så også klarede at løbe hele vejen samt at komme under de fire og en halv time – det var bare en ekstra bonus J Jeg har aldrig løbet en maraton med så stort overskud, og har aldrig haft det så godt bagefter. Så vi har helt sikkert fået trænet godt og lagt en god strategi for løbet. At vi så måske godt kunne have løbet hurtigere – ja, det er svært at sige. Så ville vi måske være gået kolde undervejs. Men der kommer helt sikkert flere maratonløb, og der skal vi jo også have nogle mål

Efter at have krydset målstregen fik vi hængt medaljer og halsen, og Gitte og jeg fik røde roser. Og så tog vi ellers imod med arme og ben af alt, hvad der blev delt ud: Yoghurt, müslibar, mere energidrik, varm kakao og boller fra Emmerys. Michael fik sig endda en alkoholfri fadøl Det er SÅ vigtigt at få noget at spise, så snart man er kommet i mål – ellers får man det rigtig skidt. – Taler også her af erfaring! Så bare indenbords med det hele! Vi skulle heldigvis hverken hente bagage eller tage bad i målområdet, da vi havde fået lov at chekke sent ud fra vores hotelværelser. Så den sidste opgave var bare at bukke sig ned og tage chippen ud af sine snørebånd – men det var nu heller ikke helt enkelt – Nå ja, og så lige at komme ud af målområdet, som jo er indhegnet, og som havde en meget smal udgang, hvor ikke alene alle løbere skulle igennem, men hvor også deres ventende familier stod og tog imod. Ikke så smart igen! Når man har løbet en maraton er en af de ting, man ikke har lyst til, helt sikkert at stå i kø i vådt og ildelugtende løbetøj for at komme hjem.

Men ud kom vi, og vi fandt også Flemming, som tog stolt imod Gitte. Så gik turen tilbage over Langebro til hotellet, hvor et varmt bad og rent, tørt tøj var helt helt fantastisk! Så chekkede vi ud og provianterede lidt i den nærmeste kiosk, og herefter gik turen atter mod Mårslet. Vi holdt ind og købte nogle sandwiches på vejen, og da de var fortæret var der temmelig roligt i bilen ….. zzzzzz…… Jeg fik i hvert fald en god lur op ad Michael (havde taget min hovedpude med og vågnede først, da vi kørte af motorvejen ved Hørning.

Hjemme i Mårslet ventede børn, hund og bedsteforældre. – Og hos os ventede der også dejlig aftensmad, som Michaels mor havde tilberedt – fantastisk J Valde var glad for at se os igen, men han har helt sikkert hygget sig med Michaels forældre – og med mine, som også lige kom på besøg.

Ja, det var dejligt at komme i seng søndag aften! Og mandag var det jo så arbejdsdag igen – dog ikke for Michael, som holdt fri og lå og snorkede sammen med Valde, da jeg tog af sted Men vi kom nu utrolig hurtigt ovenpå igen – og i morgen aften tror jeg, vi forsøger os med en lille løbetur igen J

Ja, så skete det endelig – vi fik taget os sammen til at købe en ordentlig berner-bil. Det blev en Ford Focus stationcar, og det ser ud til at være et rigtig godt valg. Valde virker i hvert tilfælde vældig tilfreds med sit nye køretøj, og han har jo også masser af plads til sit luksus-legeme – plus en hel del mindre støj at høre på! Nu mangler vi bare at få sat et gitter op, så sikkerheden også er på plads – det er bestilt.

Og så er det jo ved at være weekenden, hvor Valdes forældre endnu en gang begiver sig ud i at løbe maraton. Lørdag middag er der afgang til København sammen med vores genboer, Gitte og Flemming. Gitte skal også løbe, og Flemming har meldt sig som chauffør J Vi skal have en enkelt overnatning derovre, og så går det løs søndag kl. 9.30. – Ja, altså det vil sige, vi skal op kl. 6 så vi kan og spise morgenmad i ordentlig tid og nå at drikke godt med væske. Vi håber på godt løbevejr – dvs. ikke for varmt og ikke for koldt, ingen vind og ingen – eller kun let – regn. Ja, krævende er vi jo ikke

Jeg har selvfølgelig fået den obligatoriske ømme muskel –  så jeg lige kan gå og blive nervøs for at det skal ødelægge det hele. Ja ja, man kan jo altid tænke på, at det nok ikke betyder så meget – der er så mange andre ting, der kan gå galt… Men jeg skal i hvert fald ikke løbe og bekymre mig om Valde. Michaels forældre flytter nemlig ind hos ham i weekenden, så han skal nok komme til at hygge sig og blive forkælet! Hvor er det fantastisk at have både forældre og svigerforældre, som altid er klar til at træde til J

Vi fik lidt af en forskrækkelse i tirsdags, da Valde begyndte at have voldsomme opkastningsforsøg sidst på eftermiddagen. Han hostede og harkede, men han kunne ikke kaste noget op, og da vi så syntes, hans mave begyndte at føles hård, var der kun én tanke: mavedrejning! Imod det talte at han ikke virkede til at have ondt, og egentlig også virkede glad nok. Men da ”anfaldene” blev ved med at vende tilbage, turde vi ikke andet end at ringe til vagthavende dyrlæge.

Det var heldigvis en af dyrlægerne fra Århus Dyrehospital, der havde vagten, og han ville godt se på Valde, så vi kørte ind på hospitalet. Her blev Valde grundigt undersøgt, og dyrlægen kunne konstatere, at han var frisk nok, men at maven var lidt oppustet. Derfor tog han for en sikkerheds skyld to røngtenbilleder af maven, som heldigvis viste, at mavesækken var, hvor den skulle være, og havde den størrelse, den skulle have. Der var dog noget luft derinde, så Valde fik en sprøjte med noget, der kunne sætte lidt gang i systemet. Det virkede tilsyneladende, for efter et ”toiletbesøg” virkede han frisk igen – spiste og drak og sov roligt hele natten, og dagen efter var han da også helt, som han plejer.

Så vi slap med skrækken, og heldigvis for det! Mavedrejning er nok det akutte sygdomstilfælde, man frygter mest som hundeejer – i hvert fald, når man har en stor hund. Det kan lige pludselig gå rigtig hurtigt, og så er der ikke lang tid til at reagere i. Hvis mavesækken er drejet, vil der hobe sig luft op, og hvis ikke der bliver gjort noget meget hurtigt, vil hunden ikke overleve. Så det er altafgørende at reagere hurtigst muligt, og vores dyrlæge tog det også meget alvorligt og undersøgte Valde grundigt. Heldigvis har Valde fuld tillid til dyrlæger og lod sig undersøge uden den mindste protest. Men han var altså også i hænderne på en meget dygtig og rar dyrlæge.

Men som sagt, onsdag var han igen fit for fight, og der var intet at mærke på ham. Han var på tur med Bettina og Molly, og om aftenen var jeg til træning med ham. Det var endda kun ham og hans ”fjende”, Buller, som var mødt frem. Men vi sørgede for at holde afstand, og så var det ingen problemer. De koncentrerede sig begge om deres opgaver, og der kom ikke så meget som en brummen fra nogen af dem

Her i huset elsker vi hunde, både store og små, og især, selvfølgelig, Berner Sennenhunde. Men der er jo altid nogle, der vinder en helt særlig plads i vores hjerter. En sådan hund er Møffe, Pia og Tommys store, dejlige, godmodige og fjollede Berner-dreng.

Møffe er sovet ind i dag hos dyrlægen, og det er vi rigtig kede af. Han har længe haft problemer med gigt, og på det seneste havde han meget ondt, selv på højeste dosis medicin, og der var ikke mere, der kunne gøres for ham.

Vi har altid holdt meget af den store bamse, som havde sin helt egen personlighed. Vi har haft ham på ferieophold og oplevet hvor omgængelig og rar, han var – en rigtig tillidsfuld og godmodig bamse. Møffe havde sit helt eget skønne look – med en kæk, oprullet hale og en ordentlig bjørnepels – og så kunne han imitere Elvis som ingen anden!  Han var venlig over for alt og alle og meget værdsat.  Valde var også rigtig glad for ham og betragtede ham vist nærmest som sin ældre, ret seje fætter.

Vi vil aldrig glemme dig, Møffe – vi ved du sidder i din hundehimmel og kigger ned på os med dit skæve Elvis-smil og et bjerg af leverpostej!

Hej igen. Jeg beklager at der har været noget stille her på siden, men der har lige været så mange ting, vi skulle nå i den seneste tid, så computeren har fået lov at holde fri efter arbejdstid.

Men vi er startet op på et nyt træningshold med Valde. Træningspladsen ligger i nærheden af, hvor vi bor, det er et lille hold med kun 6 hunde, og det er vores søde hundelufter Bettina, der underviser, så det skulle jo kun kunne blive godt. Desværre fik vi en lidt dårlig start, da Valde blev bidt, første gang vi var af sted L Han er jo ikke så begejstret for andre hanhunde, og der var så en anden hanhund på holdet, der heller ikke brød sig om Valde, så de kom op at slås. Det gik meget hurtigt, og selvom vi alle var meget opmærksomme på hundene, er det svært at sige, præcis hvad der skete. Jeg tror, de var lige gode om det, men det var så altså Valde, det gik ud over. Han fik et bid lige over øjet – meget uheldigt, for normalt sker der ikke rigtig noget, når sådan et par kamphaner tørner sammen, heller ikke selvom det kan se nok så voldsomt ud.

Nå, men vi måtte jo af sted til dyrlægen, og da det var om aftenen blev det i Brabrand, da det var dem, der havde vagten. Her fik Valde renset såret og syet tre sting. Han måtte bedøves så længe, og det var næsten det værste – selvom han har prøvet det før, kan jeg ikke ret godt lide at se ham dejse om og blive helt væk. Der skal ikke ret meget til, selvom han er en stor hund, så lukker han bare ned og siger godnat. Og så er han vildt groggy bagefter og dingler rundt. Han var da også træt resten af aftenen, men ellers ok.

Det er nu en uge siden, og såret heler fint. Han er færdig med penicillinkur, og der har ikke været betændelse i såret. Han har heller ikke selv ladet sig mærke med noget men har taget det hele stille og roligt uden det mindste klynk. Han har heller ikke haft noget imod, at vi rensede såret, og det virker heller ikke som om, han har kløet i det. Stingene skal ud på lørdag, hvor vi skal til vores egen dyrlæge. Der skal han også have set på noget skæl – eller hvad det nu er – han har på den ene albue. Jeg tror, det er det, der hedder ”Albuehygrom”, som store hunde godt kan få, når de lægger sig hårdt ned på et hårdt underlag. Derved opstår der små frakturer i huden, som så danner en fortykkelse, nogle gange med væske i. Tror dog ikke der er væske i Valdes tilfælde. Men vi skal i hvert fald lige have kigget på det.

I aften er der så træning igen. Jeg vil prøve at tage derud og så sørge for at holde meget afstand til den anden hanhund. Selve træningen gik nemlig rigtig fint sidste gang. Valde var rigtig dygtig og meget koncentreret og havde god kontakt til mig hele tiden. Der var ikke noget med at prøve at løbe hen til de andre hunde, heller ikke selv om jeg lagde snoren og gik et lille stykke væk fra ham, mens han var i sit eller dæk. Det var i frikvarteret, det gik galt, så vi må bare lade være med at holde frikvarter. Jeg vil i hvert fald prøve at se, hvordan det går – skulle der være optakt til det mindste, dropper vi det igen. Så må vi finde en anden måde at træne på. Det er jo trods alt for Valdes skyld, så det skulle gerne være sjovt og ufarligt.

Jeg skal nok få lagt nogle flere billeder på siden snart, det lover jeg